Ny Hyundai scorer fem stjerner og vinder pris

- Hyundais IONIQ får de maksimale fem stjerner i international sikkerhedstest og vinder dansk ærespris. Nordmændene er allerede vilde med den banebrydende bil, og til februar bliver det danskernes tur.

Til februar kommer Hyundai IONIQ til Danmark, og det er en spændende bil, som danskerne kan se frem til at stifte nærmere bekendtskab med. Tre forskellige motortyper – el, hybrid og plug-in hybrid – i et innovativt, europæisk design og en aggressiv prissætning er en cocktail, der skal sikre den nye bil samme succes i Danmark som den har opnået flere steder i Europa. Fx i Norge, hvor IONIQ netop er blevet kåret til årets bil, og hvor de norske Hyundai forhandlere allerede har solgt flere end 2.000 eksemplarer.

Samtidig har den uafhængige testorganisation, Euro NCAP, netop sikkerhedstestet bilen med topresultatet fem stjerner til følge.

Sikker vinder

De fem stjerner fra Euro NCAP understreger, at den nye Hyundai IONIQ er en af de sikreste biler i sin klasse. Samtidigt er udstyr, rækkevidde og priser fra 269.995,- kr. med til at sikre, at IONIQ samlet set er flere vognlængder foran de nærmeste konkurrenter. Læg dertil fem års garanti uden kilometerbegrænsning og det ligner en sikker vinderopskrift.

Annegrethe SkovbyPressechef, Hyundai Danmark

Nødbremsesystem, vognbaneassistent, blindvinkelsensor og adaptiv fartkontrol er nogle af de sikkerhedsfeatures, som findes i IONIQ, og som har været med til at sikre de fem stjerner, der er det højest opnåelige antal hos Euro NCAP.

Ærespris til IONIQ

Motorjournalisternes Klub Danmark (MKD) tildelte i forbindelse med kåringen af Årets Bil i Danmark 2017 klubbens ærespris til den bæredygtige Hyundai IONIQ.

IONIQ tilbyder tre niveauer af miljøvenlighed, ren samvittighed og et indtryk af solid teknik og mekanik til priser under 300.000 kr. for de to tilgængelige varianter på nuværende tidspunkt (hybrid og el). IONIQ giver el- og hybridbilismen et venligt skub fremad.

Ebbe SommerlundMKD’s formand

At motorjournalisterne valgte at tildele den eftertragtede ærespris til Hyundai IONIQ, er man naturligvis stolte over hos Hyundai Danmark.

Æresprisen er et flot signal om, at Hyundais arbejde med miljøvenlig teknologi er den rette vej at gå, og at vi med IONIQs attraktive priser er med til at sikre, at el- og hybridbiler bliver tilgængelige for et større publikum. De, der synes, at bæredygtige biler hidtil har været forbeholdt de få velstillede, får med IONIQ selv muligheden for at få del i fremtiden.

Annegrethe Skovby

Hybrid til februar

Hyundai IONIQ kommer som nævnt i tre forskellige versioner, der matcher tre forskellige typer kørselsbehov – og de kommer til salg på det danske marked på tre forskellige tidspunkter i det nye år. Hybridversionen kommer til februar, el-bilen rammer det danske marked i løbet af foråret, og endelig kommer plug-in hybriden i sensommeren.

Prisen på el-bilen starter ved 269.995,- kr., hybridversionen fås fra 299.995,- kr., mens plug-in hybriden endnu ikke er prissat.

Pressekontakt