Hyundai lancerer nu sin i30 i rå sportslig udgave

- Design, udtryk og ydelse smelter sammen i Hyundai i30 N Line, som er en sportslig opgradering af den velkendte i30.

Allerede nu er N Line klar til at trille ud på de danske landeveje både som 5-dørs og fastback, mens Hyundai forventer at have stationcar-versionen i april 2020. Priserne begynder ved 244.995 kr.

Den nye Hyundai i30 N Line er nem at spotte: Udvendigt er den med sidespejle i sort højglans, markante for- og bagkofangere i N-design. 5-dørs-varianterne har yderligere dobbeltudstødning i krom. Indvendigt er linjen ført igennem med f.eks. sportssæder, læderrat, gearknop i N-design, sort loftshimmel og alu pedaler, 17” eller 18” alu fælge med Michelin Pilot Sport-dæk, så den er et godt alternativ til den fremragende i30 N med den potente 2-liters turbomotor og 250-275 hk.

Udstyret i i30 N Line omfatter bl.a. 2-zonet klimaanlæg, 8” touchskærm med Apple Carplay, bakkamera med baksensor, Bluetooth, elektrisk lændestøtte ved førersæde, varme i forsæder og rat, halogenforlygter med statisk kurvelys, LED-baglygter, el-klapbare sidespejle med varme og integreret sideblik, forrude med blå-tonet solafviser, vognbaneassistent, automatisk nødbremse og automatisk nedblændeligt bakspejl.

Skal der være lidt ekstra af det hele kommer i30 N Line også i udstyrsversionen Performance. I Performanceversionen er halogenforlygterne opgraderet til fuld LED, og her er der yderligere 4,2” LCD-skærm i instrumentpanelet til visning af kørselsdata, sæder med alcantara og dellæder, elektrisk lændestøtte i både fører- og passagersædet, luftdyser ved bagsædet, mørktonede ruder og p-sensor både for og bag.

Tilvalg

Herudover er der mulighed for tilvalg af fabriksmonteret udstyr. For 16.995 kr. kan man til i30 N Line, den såkaldte standardmodel bl.a. tilvælge adaptiv fartpilot inkl. automatisk nødbremse med fodgængergenkendelse, elektrisk håndbremse, 4.2” supervision cluster, ventilation ved bagsædet (kun DCT). 

Til Hyundai i30 N Line Performance kan man også vælge adaptiv fartpilot inkl. automatisk nødbremse med fodgængergenkendelse og afstandsfartpilot. Her er prisen 12.995 kr. 

Der er også mulighed for tilvalg af bl.a. trådløs opladning, panoramasoltag, automatisk skiltegenkendelse og nødbremse med fodgængergenkendelse.

Udstyret er fabriksmonteret og koster fra 2.495 kr. til 16.995 kr. alt efter indhold.

Modelprogram

Hyundai i30 N Line og i30 Fastback N Line fås med både benzin- og dieselmotor. En 1.0 T-GDi med 120 hk, en 1.4 T-GDi med 140 hk samt en 1.6 CRDi med 136 hk. De sidste to motorer fås også med 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse (DCT).

Priser

Priserne for Hyundai i30 N Line med 1.0 T-GDi motor starter ved 244.995 kr. Samme motorvariant i udstyrsversionen Performance koster fra 269.995 kr. I coupéversionen Fastback starter priserne ved 259.995 kr.