God plads og stor sikkerhed – ny Hyundai i10 klar med danske priser

- Hyundai i10 har siden første generation fra 2008 været gennemsyret af et ønske om at tilbyde en praktisk og prismæssigt tilgængelig bil, hvor komfort og rummelighed går op i en højere enhed.

Og det er også tilfældet for den helt nye i10, som har danmarkspremiere i weekenden den 18.-19. april. Den nye i10 kan dog allerede nu forhåndsbestilles.

Den nye i10, bliver en af de store i mini-klassen, hvis ikke den største! Med et helt nyt, friskt design samt smarte interiørdetaljer og en markant mere rummelig kabine, som er nydesignet ned til mindste detalje, er forventningerne høje. Samtidig er der tilføjet nye teknologier, der gør kørslen mere komfortabel og sikker for hele familien. Ingen anden bil i den størrelse byder på så meget plads og så bred en vifte af sikkerhedsudstyr.

Endnu mere plads

Hyundai i10 har altid været en rummelig bil. Det gælder også den helt nye i10. Akselafstanden er øget med 4 cm fra 239 cm til 243 cm, som gør kabinen overraskende stor. Samtidig er bilen lavere end forgængeren, hvilket giver den et mere dynamisk og selvsikkert udtryk, der er progressivt og moderne. De nye dimensioner er udnyttet til at bygge en stærk og kompakt bil, der altid har fem døre og priserne starter ved kun 99.995 kr.

En motor, tre udstyrsvarianter og tre pakker

Den nye Hyundai i10 tilbydes i en helt ny 3-cylindret benzinmotor på 1.0 liter med 67 hk og en endnu bedre brændstoføkonomi. Som alternativ til det 5-trins manuelle gear vil den nye i10, som én af de få i klassen, kunne fås med en nyudviklet selvskiftende manuel gearkasse. Det er altså ikke en konventionel automatgearkasse, men en automatiseret manuel, hvor en servomotor overtager koblingens skiftefunktion.

Hyundai i10 fås i tre udstyrsvarianter:Pure,Essential og Advanced. Allerede fra basisversionen, Pure, som starter ved 99.995 kr. får man masser af ny teknik. For eksempel har bilen ikke bare en standardnødbremse, men en nødbremse, der også genkender fodgængere. Derudover får den aktiv vognbaneassistent, træthedsovervågning, fjernlysassistent, fartpilot og eCall, som selv sørger for, at bilen kan ringe til alarmcentralen, hvis der sker en ulykke. Systemet fortæller, hvor køretøjet befinder sig, selv når passagerne ikke ved det eller ikke er i stand til at forklare, hvor de er.

Med udstyrsvarianten, Essential,  der koster blot 10.000 kr. mere, får man derudover bl.a. læderbeklædt multifunktionsrat, aircondition, 8”touchskærm med Apple CarPlay™, Bluetooth, elruder foran med komfortfunktion ved førersædet, elspejle med varme og højdejusterbart førersæde.

Vælger man Advanced, som starter ved 116.995 kr., får man desuden et midterarmlæn foran, klimaanlæg, bakkamera samt varme i rat og forsæder.  Ønsker man baksensor kan det tilkøbes for kr. 3.495 kr.

Hertil er der mulighed for 3 forskellige pakker: en Komfortpakke, en Designpakke og en Teknikpakke – alt afhængig af udstyrsvariant. Komfortpakken indeholder klimaanlæg, varme i rat samt forsæder og koster beskedne 4.995 kr. Designpakken indeholder halogenforlygter med projektørlinse, bi-funktion til nær- og fjernlys og statisk kurvelys, LED-køre- og positionslys. Grill i sort højglas, mørktonede bagruder samt to-farvet karosseri til blot 10.995 kr. Endvidere tilbydes der en Teknikpakke, som koster 14.995 kr. Teknikpakken indeholder det helt nye Bluelink med app funktioner, navigation, DAB+ radio samt skiltegenkendelse.

Samtidig bliver det hele endnu mere farverigt og individuelt takket være det store udvalg af nye farver. Hyundai i10 fås i hele 8 forskellige lakfarver, dashpads i 3 forskellige varianter og 4 forskellige sædeindtræk. Og som noget helt nyt tilbydes kontrastfarvet tag i to farver: sort eller rød.

Til efteråret udvides i10-modelprogrammet med den sportslige N Line-model, der både visuelt og køredynamisk tilføjer i10 endnu flere nye dimensioner.

Hyundai i10 N Line får tilført masser af sportsappeal og skiller sig ud fra de øvrige i10-modeller med detaljer som en ændret frontkofanger og det særlige N Line LED-kørelys samt et diskret N Line-logo i kølergrillen. Bagtil vidner en diffuser og en forkromet dobbeltudstødning om, at her er tale om en helt særlig model, mens de ekstravagante 16” alufælge gør det sportslige ydre komplet.

Inde i den elegante og rummelige kabine er det sportslige design endvidere understreget med udstyrsdetaljer som sportssæder, et læderbeklædt multifunktions-sportsrat samt alu-pedaler.

Med en 1.0 T-GDi-motor og 100 hk er i10 N Line klædt på til fart.